Kommunerne bygger studieboliger på livet løs, men kan alligevel ikke følge med. Den intense fokus på, at få de danske unge til at søge ind på ungdomsuddannelser er lykkedes i ekstrem grad, men nu kan mængden af billige boliger ikke følge med, og det skaber stor frustration rundt omkring i landet. Det er fantastisk at vi har et land, der giver alle mulighed for at få en vidergående uddannelse, uanset hvor mange penge deres forældre måtte have. SU og gratis uddannelse er grundstenene for vores nuværende videnssamfund: men det er ikke nok, hvis boligpriserne gør det umuligt, for de unge at bo tæt nok på uddannelsesinstitutionerne.
De unge er før kommet på kreative løsninger. For nogle år siden, var der studerende på Aalborg Universitet der smed telte op i den lokale park, og boede der ind til kommunen fandt på en løsning til dem. Det var lige dele desperation og civil ulydighed – og det virkede! Samme stunt ville dog ikke være særligt brugbart i dag: kommunen er i gang med at få bygget nye studieboliger, men byggeriet kan simpelthen ikke følge med den enorme strøm af studerende, der valfarter til byen.
Jonathan forsøgte sig dog med et andet stunt i stedet: han satte sig for, at bygge sin egen studiebolig. Han havde læst op omkring de minimalistiske huse, der er begyndt at springe op rundt omkring i verden, og snakkede livligt med sine forældre om, hvordan den tilgang burde kunne løse krisen. De er hurtige at bygge, og de tager så lidt plads, at mange studerende ville kunne leve på relativt få kvadratmeter. Da der ikke var de store forhåbninger om, at overbevise kommunen om noget så eksperimentelt, valgte Jonathan og hans familie, at tage sagen i egen hånd. Far og mor tog ned i banken, og finansierede et lille stykke land lidt udenfor byen, og lejede det ud til Jonathan. Det fungerer på samme måde som forældrekøb af lejligheder: eneste forskel var, at Jonathan selv skulle sætte et hus op på den tomme grund.
Så Jonathan drog ned i Stark Byggemarked og fandt de materialer han skulle bruge. Huset var færdigt på bare 3 måneder (og inden da, kunne han bo i en gammel campingvogn sat op på grunden), og nu bor han der. Han er i gå afstand fra det nærmeste busskur, og kommer altså let og hurtigt ind til sin uddannelse. Han er nu gået i gang med, at bygge to identiske boliger på den samme grund, som han planlægger at leje ud til nogle af sine medstuderende, der stadig mangler bolig. Det er blevet moderne at leve minimalistisk, så Jonathan har endda fået interesse fra folk, der har formået at finde traditionelle lejligheder: men han vil først og fremmeste fokusere på dem, der ikke har et sted at bo i byen.